Tsunami II

Der har været et mindre jordskælv her. Det har resulteret i en total tsunami-panik, således at hoteller i Phuket i nat blev evakueret. Det var bestemt at skyde gråspurve med kanoner, men de har lidt så meget under den første, at de nok ikke tager flere chancer.

Vil bare orientere om, at jeg har det godt. Befinder mig på Koh Tao, der slet ikke blev ramt af tsunamien, så selvom det var gået løs, havde jeg stadig haft det fint.

Er i øvrigt netop blevet færdig som Advanced Open Water diver. I skal nok få nogle billeder senere.

Hotel California II eller jeg kan godt selv google

Nu har jeg efterhånden blogget i to måneder og må indse, at det måske er på tide at indføre nogle retningslinjer her. Da jeg tror på det bedste i folk (når jeg har fri altså), vil jeg give jer endnu en chance. Sagen er dén, at der er to kommentarer her på siden, der er skrevet af ”Anonymous”. Som al anden skriftlig offentliggørelse er det vigtigt (og almindelig god opførsel), at du med dit navn står bag det, du skriver. Derfor vil jeg indstille til, at man skriver sit navn, kælenavn, kaldenavn eller i nødstilfælde sine initialer, når man skriver kommentarer. Bliver dette ikke efterfulgt, må jeg indføre den sanktion, der gør, at kun registrerede bloggere kan kommentere. Et lidt ærgerligt træk, hvis jeg skal sige det selv. Jeg vil derfor appellere til dig – anonyme kommentator (håber sandelig ikke, at det er dig, Claus Porre) – at du ikke skriver her, hvis du ikke kan stå ved dine ord . Skulle du dog ønske at skrive noget, men ikke ønske dit navn offentliggjort, er du velkommen til at kontakte undertegnede, der som ansvarshavende redaktør kan give din kommentar den klassiske ”Skribenten ønsker at være anonym, men hans/hendes identitet er redaktionen bekendt” med på vejen.

I øvrigt vil jeg takke for den nogenlunde korrekte tekst til ”Hotel California”, der blev leveret her af Anonymous. Hvordan fandt du den? Kan man finde den ude på det der internet? Igen er jeg blevet lidt skuffet over at have brugt en livline. Første gang brugte jeg ”email til en ven” - der fik jeg Antropolog-Annas halvhjertede google-svar (det er åbenbart dét, man lærer på 6 år på universitetet). Derfor valgte jeg denne gang at ”spørge publikum” og endnu engang har jeg fået et skuffende svar. Jeg kunne godt selv have googlet mig frem til teksten til ”Hotel California” - ville dog nok have læst korrektur på den, inden jeg offentliggjorde den her ;o) Det er trods alt et seriøst websted.

Vi er stadig lige vidt i søgen efter, hvorfor ”Hotel California” er så tæt forbundet med backpacking. Jeg har i øvrigt købt ”Best of the Eagles” for at komme lidt ind i deres katalog, men det fanger ikke rigtigt. Jeg må bruge min sidste livline: -Computer, fjern to af de forkerte svar.

P.S. Er Jes Dorph stadig vært på ”Hvem vil være millionær?”? (Bemærk den pudsige brug af dobbelte spørgsmålstegn).

P.P.S. Er det ikke en tåbelig titel til et show? Burde det ikke være ”Hvem vil ikke være millionær?”? (Der var den igen, hva'?) Det ville da eliminere 99,9%.

Hotel California

Hvad er der med den sang??.. Hver gang man rejser og dukker op på et nyt backpacker-sted hører man dette Eagles-nummer (i øvrigt det eneste nummer, jeg kan nævne med The Eagles – ved godt, at jeg nu får en køl-halning af Thomas Jensen og Calvins). Jeg vil ikke her kaste mig ud i en anmeldelse af nummeret, jeg synes såmænd det er ganske udmærket, men er måske ved at have hørt det lidt for tit. Ikke mindst fordi alle, der har lært tre greb på en guitar, altid insisterer på at spille Hotel California for én. Endnu værre bliver dét, hvis man befinder sig i denne her rundt-om-lejrbålet-stemning, for så kan de klimre hele natten. De typer, der medbringer en guitar til sådanne arrangementer, kan som regel kun Hotel California. Så kan de brudstykker af ”This is My Life”, ”Kvinde Min”, ”Brown Eyed Girl” og ”Let it Be”. Når det går op for selv amatør-guitaristen, at tilhørerne har fået nok (det har de, når de stopper med at synge med, men det går først op for guitaristen, når der er et par stykker, der begynder at organisere et stereo-anlæg), sidder han (det er ikke en politisk ukorrekthed her. Det er altid en han.) og spiller de klassiske få toner fra ”Smoke on the Water”. På sådan en aften kan han let komme igennem Hotel California en 8-9 gange. Smilet om hans læber kulminerer, når sangen kræver, at han banker to gange på guitaren. Det elsker han.

Nå... Det der undrer mig er, hvorfor den sang er så uigenkaldeligt forbundet med backpacker-kulturen. Er der nogen derude, der kender årsagen, er man velkommen til at byde ind her på kommentarerne. Uden at have lyttet specielt meget til teksten, mener jeg, at den handler om heroin. ”You can check out any time you like – but you can never leave”. Ved det ikke – men i hvert fald er der ikke meget heroin her i Thailand.

Der er heller ikke mange turister. Rent faktisk troede jeg, at jeg var den eneste her på Ko Lanta. Jeg kom her i jagten på verdensklasses dykning, men der er i høj grad lavsæson, og alle stederne er lukket. Det er en spøgelsesby. Ikke desto mindre stod jeg på havnen og spejdede efter dykker-agenter, da jeg hører en kvindestemme tale klingende jysk. Det viste sig at være en dansk familie på fem, der rejser rundt hernede i 6 uger (jeps, de er skolelærere – det var dét, man skulle ha' været). Det var meget pudsigt. Nå – men benovelsen har lagt sig nu, og jeg har indset, at jeg ikke kommer ud til Thailands bedste dykning denne gang. Så i morgen sætter jeg kursen mod Ko Tao, hvor der helt sikkert er dykning. Spild af tid at tage hertil.

”I can check out – and I sure as hell can leave”.

Hej Haj (den var til ære for min far, Thorkil)

Cheasy, men flot

Gode norske kolleger

Færdigt arbejde

Så er det tid at sige farvel og tak. Det har været fantastisk at arbejde hernede. Ikke mindst er jeg blevet meget glad for mine norske kolleger fra ”Kripos”. De har været ”kjempe gøj” og jeg håber, at jeg får mulighed for at møde dem igen. Har publiceret et billede af fire af de fantastiske gutter.

Derudover – ved godt, det er cheasy – har jeg skudt gårsdagens solnedgang fra min balkon. Nej, jeg har hverken brugt filter eller manipuleret med farverne. Sådan så den ud i går kl. 19. Jeg sidder ofte på balkonen og får mig en kold Singha, når solen går ned. Så tænker jeg på dagens arbejde, og hvor heldig jeg er, at jeg har fået lov til at arbejde hernede med så mange fremragende kolleger.

Slutteligt har jeg valgt at publicere mit bedste skud fra Shark Point, som vi besøgte igen i går. Vi så lidt flere hajer denne gang, og da jeg ville vende mig om for at se, om norske Sven-Aage var med, så jeg denne 4-5 meter lange fætter komme svømmende over mig. Jeg forholdt Philip Marlow og valgte at nøjes med at tage et par billeder og ikke indgå i nogen form for diskussion med ham. Jeg blev en anelse nervøs, for jeg havde jo sådan set forventet at se Sven-Aage, men heldigvis lå han bare et par meter længere nede.

I morgen tidlig hopper jeg på en bus til Krabi, der ligger på den anden side af bugten. Der skifter jeg til en minivan og sætter kurs mod øen, Ko Lanta, hvorfra jeg forhåbentlig får et par dykkerture til Hin Muang og Hin Dang, der skulle byde på dykning i verdensklasse.

Hav-sigøjner II

Så fik jeg svar fra Anna, der efter adskillige år på universitetet nu går og kalder sig ”antropolog”. Det er, så vidt jeg er orienteret, en, der ved noget om folkefærd. Specielt om specielle og mere eksotiske folkefærd. Disse mange år ved universitetet har givet hende en fantastisk viden. Hun nøjedes ikke bare med at google ”hav-sigøjner”, næh – hun oversatte simpelthen ordet til engelsk og googlede det resultat. Svaret sendte hun mig på email. Det var lidt skuffende. Må indrømme, at det kunne jeg godt selv have gjort. Jens, der kun har en 10. klasses udvidet (og dumpede vistnok i husgerning), gjorde det selv-samme. Måske er regeringen inde på noget af det rigtige, når de vil skære lidt i antallet af akademikere. Nå, men jeg må indrømme, at jeg ikke blev stillet tilfreds med svaret. Umiddelbart tvivlede jeg ikke på, at der var noget, der blev kaldt ”sea gypsies”, men satte spørgsmålstegn ved, om det nu også hed ”hav-sigøjner” på dansk. Det har vi altså endnu ikke fået svar på.

Nå – i morgen er min sidste dag på job. Det betyder, at man bytter sine t-shirts med andre kolleger (primært dem, der har fede t-shirts). Jeg har de sidste 4 dage arbejdet med en pige fra Singapore. Det har været vældigt underholdende. Vidste du i øvrigt, at i august har Singapore 40 års jubilæum som selvstændig stat??.. -Eller at det tager 45 minutter at køre i bil fra den ene ende af Singapore til den anden??.. Så har du også lært lidt i dag. Sidste dag betyder også en vældig masse udveksling af emailadresser. Og en masse foto-sessions. Jeg kommer nok ikke til at savne arbejdet (der har gjort, at der nok går en rum tid, inden jeg igen sætter tænderne i både roast-beef og leverpostej), men jeg kommer bestemt til at savne kollegerne. Søndag dykker vi endnu engang. Vi vender tilbage til Shark Point og skal også have et enkelt vragdyk. Mandag morgen sætter jeg kursen mod Krabi, hvorfra jeg tager videre til Ko Lanta, der skulle byde på verdensklasse-dykning.

God weekend.

Memorial Wall

Fra den hollandske del

Memories - sponsored by....

I dag var en lidt speciel dag. Vi var på dét, der benævnes Site 2, hvor man opbevarer en stor del af de omkomne. Stedet er opført af den norske regering og der manglede mildt sagt ikke en kæft. Man kan godt få det lidt dårligt, når man tænker på, hvor lidt Danmark spytter i kassen (til gengæld går det nok lige op, hvis man ligger John Iversens EU-diæt-penge oveni det danske bidrag. Men Norge er jo heller ikke med i EU). Jeg talte i sidste uge med en canadisk tandlæge, som sagde, at forholdene på Site 2 er bedre end dem, han arbejder under i Canada. Heja Norge. Jeg vil skåne jer for yderligere detaljer omkring Site 2 - det er der vist ingen, der har lyst til at kende mere til.

Vil til gengæld indvie jer lidt i detaljerne omkring "Memorial Wall". Denne mur er opført af det amerikanske firma Kenyon. Dette firma lever af død og ulykke. De kan på meget kort tid rykke ind i et katastrofeområde og sætte alt op. Administration, personale-forhold, opbevaring af lig, læge-hjælp, faciliteter til obduktion og tandlægeundersøgelser af lig. You name it. Det de er aller-allerbedst til, er nok at fakturere. De kræver nogle kæmpe summer for deres arbejde, og i min mund smager det ret dårligt. Thailand eller Sri Lanka ville aldrig have haft råd til deres assistance, men heldigvis har Australien betalt gildet. Nå, men Kenyon har tjent så godt på den her opgave, at de har været så gavmilde at rejse en "Memorial Wall" i intet mindre end 24 karats spån-plader. Men her stopper deres gavmildhed ikke. De har tilmed sponseret hvid maling til muren. Med lige store mellemrum har man placeret flag fra de lande, der mistede statsborgere. Det er på ingen måde smukt og vejr og vind, vil sikkert have fjernet denne mur inden længe. Det er der nok næppe nogle, der vil savne. På muren har pårørende skrevet hilsner, digte m.m. til de afdøde. De har hængt billeder op og sat plasticblomster. Vi gik en tur langs muren og det var bestemt rørende. Vi forlod stedet med en klump i halsen, og jeg med håbet om, at man kunne finde råd til at betale en kunstner for at opføre noget bedre.

Hav-sigøjner

Jeg slog en høj latter op, da vores DNA-ekspert sagde, at der i Thailand er et folkefærd, der er hav-sigøjnere. Kunne simpelthen ikke tro på, at der fandtes sådan et udtryk. Jakob, vores DNA-ekspert, er jo videnskabsmand og ville aldrig udtale sig om noget sådant uden at have en god kilde. Han henviste til sin ”Turen går til ...” fra Politikens forlag. Jeg påstod, at der i dette tilfælde måtte være tale om en lidt tvivlsom oplysning fra Politikens forlag, og at deres rejse-guides vel næppe anses for værede specielt grundigt researchet. Næste morgen havde Jakob naturligvis ”Turen går til ...” med og fremviste stolt dokumentationen. Ikke nok med at det stod nævnt, der var sågar også et billede af en sø-sigøjner med sin halvtamme odder. (Sø-varianten er nok bare sløseri). Jeg nægtede simpelthen at godtage denne form for dokumentation og lovede, at jeg, når jeg kommer hjem, vil kontakte forfatteren med henblik på at få emnet uddybet. Jeg påpegede, at der i bedste tilfælde var tale om en grov undersættelse, og at dette må være forfatterens eneste plausible forklaring.

I et forsøg på at få klarhed over situationen googlede vi ordet ”havsigøjner”, men dette viste kun, at en antikvitetshandler i Charlottenlund, var villig til at skille sig af med en ”havsigøjner”. Resultatet føjede jo heldigvis vægt til mine argumenter, men det manglende resultat var jo ikke noget bevis på, at ”havsigøjner” er et til lejligheden opfundet fænomen. Derfor har jeg nu emailet min gamle ven Antropolog-Anna i håbet om, at hun sådan rent videnskabeligt kan af- eller bekræfte, at man i Thailand huser hav-sigøjnere. Så snart svaret foreligger, vil I naturligvis blive orienteret, kære læsere. Kan I tilføje oplysninger om hav-sigøjnerne, vil de blive modtaget med kyshånd.

Jeg vil umiddelbart placere ordets værdi på højde med ord som ”undervandselektriker”, ”is-kineser” og ”dæks-mongol”. Vi har her at gøre med højt beskattede ord/titler, der på ingen måde misbruges i det danske sprog, men netop også derfor kan bibeholde deres høje standard.

P.S. På trods af min tvivl er jeg ikke desto mindre vild med ordet ”hav-sigøjner” og vil gøre mit ypperste for at bruge det i dagligdagen (det bliver nok svært).

Poolen set fra min balkon

Ahhh...

På stranden

Så er vi flyttet på stranden. Ikke uden diskussioner. Jeg ville helst bo inde i byen, men sådan skulle det ikke være. Gider ikke bruge flere kræfter på den diskussion. Hvorom alting er så er hotellet i hvert fald væsenligt bedre. Har en smuk hav-udsigt, balkon og et stort lækkert værelse. Til gengæld kan man ikke lave ret meget andet end at æde, bade, få massage på stranden og drikke. -Og så skrive blog.

På billedet nyder jeg lige en gang ananasjuice, som står klar til det hårdtarbejdende folk, når de kommer hjem fra arbejde. Det er til gengæld lækkert.

Nå... Poolen kalder....

Bloggens forfatter

Frisk sushi

Leopard-haj

Jacques Molle

Her får Gummi-tarzan næseblod. Han ved det bare ikke selv

Blod på tanden

Blod på masken, blod på benet.... Blod på hele kameralinsen. Endelig kom jeg under vandet igen. Vi nåede hele tre dyk i dag. Startede lidt dårligt ud med dårlig sigt, stærk strøm og høje bølger på Anemone Reef. Det blev ikke bedre af, at Ivan Olsen her, fik næseblod allerede på ni meters dybde. Det er pænt upraktisk i en dykkermaske. Bedre blev det ikke af, at jeg rev mig til blods på min ankel. Andet dyk foregik på Shark Point og her kom mine blødninger os til gengæld til gode. Hajerne var selvfølgelig vilde med den smagsprøve på Rhesus A positiv, som jeg serverede, så vi fik så rigeligt stillet vores haj-lyst.

Nu sidder du måske og tænker, at det er dumdristigt/mindre begavet, at hoppe i vandet på et sted, der hedder ”Shark Point”, når blodet flyder fra både næse og ben. Til det er der vel kun at sige, at vi allerede havde betalt for hele turen og med min nordjyske baggrund.....

Efter Shark Point var der lækker frokost, inden vi skulle have et væg-dyk på øen Koh Dok Mai. Også her var der fuld valuta for pengene.

Det er underligt, men når man kommer op efter sådan en tur, er man et stort smil. Det er fantastisk, og jeg må indrømme, at jeg godt kunne snuppe endnu en dag på 20 meters dybde i morgen. Men allerede kl. 8 (der er kl. 3 hos dig, og du ligger og sover sødt), står jeg klar til at blive hentet af Sam for at blive kørt ud til IMC, hvor jeg arbejder.

Har haft en fantastisk weekend

3 Centrigrade and Picasso

Selvom der mangler et "s" er det et fedt navn, ikke??.. "3 Centrigrade and Picasso" er vores hotels husorkester, og jeg synes, de spiller ganske okay. Lad mig kort introducere konceptet: En trommesla'r (ligesom Peters far), en guitarist og en fyr på keyboard + saxofon. Så er der ellers en kvinde og to fyre, der synger. På repertoiret er intet mindre end alt. Jeps – intet mindre. Os i baren (ja, jeg kommer der indimellem) skriver bare, hvad vi vil høre, så synger de det. Eller – d.v.s. de synger noget, der tilnærmelsesvis ligner. Musikken er en nøjagtig kopi, men sangernes engelsk ville ikke bestå en 3.klasses engelsk-eksamen (Bertel fik indført eksamen i 3. klasse, ikke?). Jeg vil mene, at de synger på Gorgy Park-engelsk eller Big Fat Snake-Engelsk for at relatere det til noget hjemligt. De kender selvfølgelig ord som "love", "you", "I", "and" og "tonight", men ellers er det min opfattelse, at de ikke aner, hvad det er, de forsøger at synge. Det er naturligvis medvirkende til at niveauet daler en anelse, men ikke desto mindre er det meget hyggeligt at tage en øl og høre et par numre i hotellets bar, som de meget fantasifuldt har døbt "Zanzibar".

Da jeg i aftes sammen med Andreas snuppede et par øl derinde, slog det mig, at Thailand efterhånden er en stor kopi. Det vi vesterlændinge ikke kan få råd til derhjemme, laver man lige en kopi af i Thailand og sælger det til en tiende-del af normal-prisen. Lad mig nævne i flæng: Tasker, sko, tøj, ure (købte selv en tro kopi af et ”Tag Heuer” den første aften), musik, film, mad, computerspil, mobiltelefoner og – sadly enough – kærlighed. Nå ja, når det gælder sidstnævnte, må man nok sige næsten. For det forholder sig vel sådan, som salig Spies (ham vender vi tilbage til senere) sagde: "Man kan ikke købe kærlighed for penge, men man kan få noget, der ligner til forveksling" (og så er man nødt til at investere, når man ser ud som Simon).

Jeg kan godt se, at Thailand er et smukt land, men synes, at det har solgt ud. Stolthed er der ikke meget af. Og det til trods for, at de har meget at være stolte af. De har materialet til et smukt land, de rangerer blandt verdens venligste mennesker, deres mad er fantastisk, religionen vidunderlig – alt i alt har vi her med noget imponerende rå-materiale at gøre. Ikke desto mindre vælger Thailand at kopiere vestlige "produkter" (ved godt, kærlighed ikke er et vestligt fænomen) – og basere deres turist-industri på det. Trist. Jeg vil hellere se Thailand, hvis det stadig eksisterer.

P.S. Tag Heuer er allerede gået i stykker. I morgen skal jeg ud omkring butikken igen og så bliver "Tag Heuer" til "Tag Tilbage".

Nåe ja – Simon Spies. Sikke en nar, der dog havde talent. Manden magtede at sende danskere til nogle tarvelige feriemål, ødelægge mange ferier, skamfere danskeres ry i Spanien og samtidig tjene en formue på det. Dét må da siges at være imponerende. Den eneste, der gav ham konkurrence, var ovenikøbet præst... Gudfader. "Led os ikke i fristelse – vi kan godt selv finde vej", burde have været Tjæreborgs slogan. Og nu har man lavet en musical om Simon. Spies – rejs og vær glad. "Have a happy herbal life", siger jeg bare.

Som en fisk i poolen

Royal Phuket City hotel fra poolen

Underwater Molle

Ha..!!.. Det er alle pengene værd. Vores DNA-mand Jakob og jeg testede i dag mit, øhh Kondomatens, (man ved sgu' aldrig, hvor Told og Skat læser med) nye undervandshus i hotellets pool. Det i sig selv, var fantastisk, men hvad slog mig endnu mere som værende fascinerende var, hvad det er der gør, at to voksne mænd (på hhv. 38 og 30 år, hvoraf den ene har en Ph.D i biologi og velsagtens er en af de førende DNA-folk, Danmark har) kan blive så begejstrede for at tage et billede under vandet. Først og fremmest gjaldt det om at få skidtet under vandet og skudt både foto og video. Dernæst skulle resultatet bedømmes, men her stopper det ikke. Samtalen bevægede sig simpelthen ind på så interessante emner som dug forårsaget af temperaturforskellene mellem lufttemperatur og vandets temperatur 30 meters dybde, trykkets indvirkning på betjening af knapperne, knappernes udforming, O-ringens evner, udviklingen indenfor undervandsfotografi og John Iversens diæt-penge-høst. Det er jo fantastisk. Intet mindre end det man kalder fuld valuta for pengene. I morgen i bilen på vej til centeret har jeg tænkt mig, at vi skal se billederne. De vil helt sikkert vække begejstring og hvem ved, hvilke samtale-emner, det kan føre med sig.

For ligesom at give en forsmag på vidunderet, har jeg smidt et par billeder med. Et selvportræt af forfatteren og hotellet, som det ser ud 10 cm under vandoverfladen. Dette forringer på ingen måde hotellets skønhed. Det bidrager ikke væsenligt til Phukets arkitektur. På den anden side er det heller ikke arkitektur, Phuket er kendt for.

Dette var ordene. De næste skud fra under vandet, dukker nok op i næste uge, da vi er tre stykker, der tager et dyk ved Shark Point på søndag (og efter sigende skulle stedet vrimle med hajer, som EU-politikere om den bog, hvor man noterer sig for at få sine EU-diæt-penge)