Hvad??.. Kan alle se, hvad jeg skriver??...

torsdag, juni 30, 2005

Frisk skud fra Thailand


I uniform med en kop kaffe på taget af vores bygning. Bemærk det nye ur - og det nye hår. 

onsdag, juni 29, 2005

Babelstårnet anno 2005

Det er fantastisk at arbejde med mennesker fra hele verden. Det er vidunderligt at se så mange nationaliteter arbejde for den samme sag, men desværre står sproglige, kulturelle og faglige forskelle i høj grad i vejen for det bedste resultat hernede. Som udgangspunkt er resultatet godt nok, men samtlige afdelinger kunne effektiviseres enormt. Dels er det ikke alle, der har samme arbejdsmoral og uddannelse, og så er der nok en masse økonomi og politik, der spiller ind. F.eks. sidder der en ung australsk pige som chef for DNA-sektionen. Det betyder, at når en svensk professor i DNA og en dansk PhD'er i DNA afleverer deres resultater, så bliver de gennemgået af en pige i tyverne. Gad vide, om hun nogensinde har sat dem i rette..??

Indimellem kommer man lidt på tværs af hinanden. Ikke tilsigtet, men simpelthen på grund af kultur-forskelle. F.eks. blev vi forleden meget ivrige, da vi kun manglede at få verificeret fingeraftrykkene for at kunne få endnu en person endeligt identificeret. Desværre havde den New Zealænder, der skulle tage sig af det, ikke samme arbejdsiver, så han hidsede sig op, da vi begyndte at rykke for sagen. Så hidsede vi os op, fordi det allerede havde varet længe nok. Men generelt er folk ekstremt flinke, hjælpsomme og atmosfæren er glimrende. Næste gang sådan noget sker, håber jeg, at danskerne kan få fingeren ud og åbnet for pengekassen og så tage et ordentligt ansvar. Som f.eks. New Zealand. Det er 3 mdr. siden, de identificerede den sidste af deres 3 statsborgere. Alligevel stiller de stadig med omkring 10 mand hernede. Og det er netop blevet besluttet, at de 10 mand bliver til udgangen af året. Der er ingen smalle steder der.

Umiddelbart kunne jeg ikke forestille mig, at det koster alverden at have de 4-5 mand, som Danmark har valgt at bidrage med. Hvis man skar lidt i John Iversens diætpenge (bare dem i venstre bukselomme) - kunne man vel fortsætte til udgangen af året og tilmed hjælpe med genopbygningen. Men John var nok på sin arbejdsplads (for én gangs skyld), da man skulle fordele, hvor mange penge, der skulle gå til u-lande og hvor mange, der skulle gå til diæter.

I øvrigt er jobbet spændende og givende. Det bedste er næsten at opleve, hvordan folk fra hele verden arbejder sammen.

mandag, juni 27, 2005


Mariott hotel i Phuket Posted by Hello


Mariott hotel i Phuket Posted by Hello

Endelig hernede

Kan godt anbefale Royal Orchid Class på Thai Airways. Det var en forrygende tur herned. Da jeg kom frem ved 10-tiden blev jeg hentet i lufthavnen og allerede kl. 11 var vi på vej til stranden. Vejret har været ganske forrygende indtil videre.

I går var vi til "afslutning" hos New Zealænderne. De bor på Mariott Hotel ca. en times kørsel fra byen. Jeg tog disse par billeder derfra.

I dag var min første dag på arbejde. Det er rigtigt spændende, og så er det fantastisk at arbejde sammen med folk fra hele verden. Nåe ja - og så er der maden. Forrygende.

Bliver nødt til at smutte nu. Skal lige i poolen inden aftensmaden.

søndag, juni 19, 2005

Politiske tømmermænd

Hotel Rwanda
Selv mine værste tømmermænd nogensinde kan umuligt slå de politiske tømmermænd, Vestens politikere burde have. Seetha, Amber og jeg tilbragte lørdag aften i Vester Vov Vov. Vi så "Hotel Rwanda", som jeg uden tøven hermed vil udnævne til årets "Must See-Movie". Men lad mig advare dig med det samme: Det er ikke en feel-good movie. Filmen bygger på virkelige hændelser. I korte træk blev ca. 1 million Tutsier slået ihjel på 100 dage. Alt imens dette stod på, valgte verdens politikere at se på, med hænderne i skødet (okay, med undtagelse af John Iversen, der sikkert sad med hænderne i lommerne, der var fulde af EU-diæt-penge).

Nå - jeg vil ikke afsløre mere af filmen, men kan kun opfordre til at komme ind at se den hurtigst muligt.

Ha' en god søndag

lørdag, juni 18, 2005

Sat'day hangover

Kingdom of Fear
Gårsdagens sommerfest på arbejdet satte sine spor på lørdagen. Har ikke været hårdt ramt, men dog sat lidt ned i tempo, men festens underholdningsværdi opvejede til fulde dagens manglende tempo. Da jeg vågnede første gang - omkring kl. 4-5 stykker vågnede Seetha også. Hun havde købt en gave til mig: "Kingdom of Fear" af Hunter S. Thompson. Hvor heldig må man være??.. Bogen ryger med i rygsækken til Thailand, og der følger naturligvis en fyldestgørende anmeldelse, når jeg har stavet mig igennem den. Kunne ikke dy mig for at snig-læse og de første par sider tegner lovende. Hvem der dog bare var dernede allerede...

torsdag, juni 16, 2005

Khaki på Royal Orchid Class

Jeg er ved at være klar til Thailand. Har fået udleveret uniformsgenstande - der ikke er funky, men til gengæld er helt vildt khaki-farvede. Jeps, selv under-drengene er khaki - og svedtransporterende... Bliver nok nødt til at få taget et skud i khaki og smidt op her på siden. Derudover har jeg fået mine flybilletter. Skal flyve Thai Airways på Royal Orchid Class. Lyder det ikke flot??.. Der er ikke noget "ekstra benplads"-pis her. "Royal Orchid Class"... Synes faneme det lyder af klasse.

Så lige dette billede fra stranden i Phuket...
PhuketBåde monsunen og tsunamien har holdt mange turister væk. Synd for de lokale, men skønt nok, når nu far skal på stranden på fridagene.

Overvejer meget at anskaffe et undervandshus til digitalkameraet. Det koster godtnok 2000 bananer - og så kommer nordjyden jo op i mig. Jeg synes 2kg er meget, når nu kameraet kun står i omkring 3,5.... Til gengæld er der masser af gadget-værdi i sådan et. Det ville jo også være blæret at have et par skud med hjem fra under vandet.

mandag, juni 13, 2005

80% ovenpå

Endelig... Er i stand til at tage fast føde til mig. Og beholde det indenbords i mere end en halv time. Fantastisk. Til hverdag værdsætter man for lidt den fantastiske funktion Vorherre udstyrede os med i sin tid. Nå - er i hvert fald ved at være tilbage i kampen. Vil skyde på jeg er 80% recharged. Jeg vejer nok ind en 4-5 kg lettere end normalt, men mon ikke jeg får rettet op på det..??

Well - efter en uges sygdom er det vel tid at gøre status over ugen:
3 - antallet af aviser, jeg har læst
0 - antallet af bøger, jeg har læst
1 - liter yoghurt jeg har spist
2 - antallet af bananer, jeg har spist
3 - gennemsnitligt antal ture på toilettet i timen det første døgn
0 - antal film, jeg har set
30 - antal nyhedsudsendelser, jeg har set
7 - antal gange Nikolaj Kirk laver mad i morgen-TV på en uge
7 - antal gange, jeg har syntes, at Nikolaj Kirk har udspillet sin rolle som smart-smart morgen-TV-kok (er der ikke en, der kan lave noget med ham om aftenen, så han ikke kan komme op om morgenen?)
2 - antal tv-serier, jeg har set. Så 3 afsnit af "Wonder Years"/"Mine glade 60'ere" - Kevin Arnold er fantastisk. Den anden serie hedder "King of Queens" og var faktisk kanon-herlig.
6 - liter Rynkeby saftevand, jeg har drukket. Ligeså tyndt som på plejehjem (og min afførring det første døgn)
4 - antal gange jeg har ringet til lægen. 2 x egen læge og 2 x vagtlæge.
4 - antal gange jeg har fået beskeden: "Tag to panodiler og ring til din egen læge i morgen" (jeps - selv egen læge sagde det).

Skulle jeg så'n kort vurdere, om det har været ugen værd, må det være nej. Det kan ikke anbefales. Hold jer fra rå kylling, børn!!

fredag, juni 10, 2005

Underdrejet...

Wallah - jeg siger dig mand, at jeg har været syg. Kom hjem fra et hjemmeside-møde hos det kommende folketingsmedlem Thomas Jensen tirsdag lidt over midnat. Og så har jeg faktisk ligget underdrejet lige siden. Lige nu er jeg oppe for at ringe til lægen - hvor der for en gangs skyld er optaget. Hver gang jeg ringer, beder de mig bare ringe igen den efterfølgende dag. Glæder mig meget til at høre, om de ordinerer samme "medicin" i dag. Man undrer sig jo lidt over, hvordan det kan tage 6-7 år på universitetet at lære at give den besked. Jeg forstår ikke, at de ikke bare siger, at jeg skal ringe om 3, 4 eller 5 dage i stedet. Det giver jo det samme. Nå, men sådan noget kan jeg vel heller ikke forstå.

Har ikke været ude af sengen siden tirsdags og det er røvsygt. Fjernsynet er i stykker, så jeg kører på mit allerførste fjernsyn, hvor der ingen fjernbetjening er til. Der kan heller ikke monteres DVD til sådan en fætter.... At være syg er for kedeligt...

God weekend..

tirsdag, juni 07, 2005

Who dares wins


De driv-våde, men glade vindere af Christianshavner-milen 6/6-2005 Posted by Hello

En god dansk mil

er på 7,532 km (så har du også lært lidt i dag) - og det er den distance Amager Atletik sender folk ud på under navnet "Christianshavner-milen" ikke mindre end 7 gange i løbet af sommeren.

Det har Dunken lokket Calvins og mig med på, for som han sagde, han kom ikke afsted, hvis vi ikke var med. Det viser sig nu, at han stadig ikke kommer afsted. Han har dog deltaget i et af de foreløbigt tre afholdte løb. I går stod regnen ned i stænger, så det var nok grund nok til, at Dunken tog en pjæk-dag. Billedet her viser de to vindere Mr. Spence og Mr. Mollerik umiddelbart efter løbet. Mr. Dunk sad nok på daværende tidspunkt og fyldte sig med højbelagt smørrebrød og en enkelt hvede-øl.

mandag, juni 06, 2005

Mit første indlæg

Man skulle åbenbart skrive juni 2005 førend jeg kunne tage mig sammen og blive blogger. Jeg har ellers ofte nydt at læse - og ikke mindst kommentere - mine venners blogs, men har altid tænkt, at sådan noget har jeg ikke tid til. Det har jeg heller ikke, men da jeg fandt ud af, at man ikke blive idømt nogen straf for ikke at opdatere sin blog ugentligt, tænkte jeg, at det er tid til at blive blogger.

Så her er jeg. Velkommen ombord. Du vil nok primært høre om sure opstød affødt af de ting, jeg møder på min vej.

Lige nu må jeg indrømme, at mine tanker bevæger sig ret meget om min forestående tur til Thailand. Efter endt arbejde i Phuket regner jeg med at hoppe på en båd til Koh Tao og muligvis indlogere mig her

Formålet med dette er udelukkende dykning, men jeg regner også med at slæbe en håndfuld bøger med. Er blevet overtalt til at pakke Misterioso af Arne Dahl. Overvejer også The Da Vinci Code. Der er jo "desværre" hele fem uger, der skal slåes ihjel, så to bøger rækker nok ikke.


Lige en test af hvordan man uploader billeder Posted by Hello