Hvad??.. Kan alle se, hvad jeg skriver??...

mandag, juli 18, 2005

Færdigt arbejde

Så er det tid at sige farvel og tak. Det har været fantastisk at arbejde hernede. Ikke mindst er jeg blevet meget glad for mine norske kolleger fra ”Kripos”. De har været ”kjempe gøj” og jeg håber, at jeg får mulighed for at møde dem igen. Har publiceret et billede af fire af de fantastiske gutter.

Derudover – ved godt, det er cheasy – har jeg skudt gårsdagens solnedgang fra min balkon. Nej, jeg har hverken brugt filter eller manipuleret med farverne. Sådan så den ud i går kl. 19. Jeg sidder ofte på balkonen og får mig en kold Singha, når solen går ned. Så tænker jeg på dagens arbejde, og hvor heldig jeg er, at jeg har fået lov til at arbejde hernede med så mange fremragende kolleger.

Slutteligt har jeg valgt at publicere mit bedste skud fra Shark Point, som vi besøgte igen i går. Vi så lidt flere hajer denne gang, og da jeg ville vende mig om for at se, om norske Sven-Aage var med, så jeg denne 4-5 meter lange fætter komme svømmende over mig. Jeg forholdt Philip Marlow og valgte at nøjes med at tage et par billeder og ikke indgå i nogen form for diskussion med ham. Jeg blev en anelse nervøs, for jeg havde jo sådan set forventet at se Sven-Aage, men heldigvis lå han bare et par meter længere nede.

I morgen tidlig hopper jeg på en bus til Krabi, der ligger på den anden side af bugten. Der skifter jeg til en minivan og sætter kurs mod øen, Ko Lanta, hvorfra jeg forhåbentlig får et par dykkerture til Hin Muang og Hin Dang, der skulle byde på dykning i verdensklasse.