3 Centrigrade and Picasso

Selvom der mangler et "s" er det et fedt navn, ikke??.. "3 Centrigrade and Picasso" er vores hotels husorkester, og jeg synes, de spiller ganske okay. Lad mig kort introducere konceptet: En trommesla'r (ligesom Peters far), en guitarist og en fyr på keyboard + saxofon. Så er der ellers en kvinde og to fyre, der synger. På repertoiret er intet mindre end alt. Jeps – intet mindre. Os i baren (ja, jeg kommer der indimellem) skriver bare, hvad vi vil høre, så synger de det. Eller – d.v.s. de synger noget, der tilnærmelsesvis ligner. Musikken er en nøjagtig kopi, men sangernes engelsk ville ikke bestå en 3.klasses engelsk-eksamen (Bertel fik indført eksamen i 3. klasse, ikke?). Jeg vil mene, at de synger på Gorgy Park-engelsk eller Big Fat Snake-Engelsk for at relatere det til noget hjemligt. De kender selvfølgelig ord som "love", "you", "I", "and" og "tonight", men ellers er det min opfattelse, at de ikke aner, hvad det er, de forsøger at synge. Det er naturligvis medvirkende til at niveauet daler en anelse, men ikke desto mindre er det meget hyggeligt at tage en øl og høre et par numre i hotellets bar, som de meget fantasifuldt har døbt "Zanzibar".

Da jeg i aftes sammen med Andreas snuppede et par øl derinde, slog det mig, at Thailand efterhånden er en stor kopi. Det vi vesterlændinge ikke kan få råd til derhjemme, laver man lige en kopi af i Thailand og sælger det til en tiende-del af normal-prisen. Lad mig nævne i flæng: Tasker, sko, tøj, ure (købte selv en tro kopi af et ”Tag Heuer” den første aften), musik, film, mad, computerspil, mobiltelefoner og – sadly enough – kærlighed. Nå ja, når det gælder sidstnævnte, må man nok sige næsten. For det forholder sig vel sådan, som salig Spies (ham vender vi tilbage til senere) sagde: "Man kan ikke købe kærlighed for penge, men man kan få noget, der ligner til forveksling" (og så er man nødt til at investere, når man ser ud som Simon).

Jeg kan godt se, at Thailand er et smukt land, men synes, at det har solgt ud. Stolthed er der ikke meget af. Og det til trods for, at de har meget at være stolte af. De har materialet til et smukt land, de rangerer blandt verdens venligste mennesker, deres mad er fantastisk, religionen vidunderlig – alt i alt har vi her med noget imponerende rå-materiale at gøre. Ikke desto mindre vælger Thailand at kopiere vestlige "produkter" (ved godt, kærlighed ikke er et vestligt fænomen) – og basere deres turist-industri på det. Trist. Jeg vil hellere se Thailand, hvis det stadig eksisterer.

P.S. Tag Heuer er allerede gået i stykker. I morgen skal jeg ud omkring butikken igen og så bliver "Tag Heuer" til "Tag Tilbage".

Nåe ja – Simon Spies. Sikke en nar, der dog havde talent. Manden magtede at sende danskere til nogle tarvelige feriemål, ødelægge mange ferier, skamfere danskeres ry i Spanien og samtidig tjene en formue på det. Dét må da siges at være imponerende. Den eneste, der gav ham konkurrence, var ovenikøbet præst... Gudfader. "Led os ikke i fristelse – vi kan godt selv finde vej", burde have været Tjæreborgs slogan. Og nu har man lavet en musical om Simon. Spies – rejs og vær glad. "Have a happy herbal life", siger jeg bare.