Hvad??.. Kan alle se, hvad jeg skriver??...

onsdag, februar 28, 2007

Et ords oprindelse

Jeg er far til et ord. Jeps... Jeg har opfundet et ord. Ikke bare sådan Johnny-Madsen-opfundet et yuga-tonga-hubadiba-mand-ord, men et rigtigt ord, der er optaget i en ordbog. Ikke verdens sejeste ord, men man skal jo starte et sted. Ordet er Bimbolatte. Jeg ved godt, at det ikke er i kategori med ord som Baggårdspuma, Fedtegreve eller Kratlusker, men ikke desto mindre er jeg stolt af at være far til det.

Nu har jeg med tiden nok opfundet et par ord, som mere eller mindre er gået i glemmebogen, men jeg vil ikke kategorisere dem som rigtige ord, før de står opført i en ordbog. Og nu har jeg så læst, at ordet bimbolatte optræder i en slangordbog, så nu tæller det.

Nu satte jeg mig ikke bare sådan for at opfinde et ord for at opfinde det. Det kom så'n helt af sig selv. Jeg arbejdede for mange år siden på det københavnske - nu hedengange - kaffehus Amokka A/S, hvor smart-smarte københavnere indtog deres cafe latte (kaffe med sødmælk). Da de her halv-anorektiske piger også ska' vises frem i café-livet, begyndte flere og flere af dem at bede om "cafe latte med skummetmælk" til stor irritation for tjenere og kaffebryggerne.
Korte studier viste, at de fleste af de kunder, der bad om "caffe latte med skummetmælk" faldt i kategorien "bimbos", så med tiden begyndte jeg at benævne den slags kaffe "bimbolatte". Da Amokkas ene ejer hørte dette, syntes hun, det var sjovt og på det næste menu-kort, kom den på kortet. Nu var det officielt (og affødte så det problem, at lix-tallet ofte var alt for højt til målgruppen, som stadig blot bestilte caffe latte med skummetmælk). Senere så man bimbolatten på flere og flere københavnske cafeer (rygtet vil vide, at der endog er en café i Randers, der serverer denne frygtelige drik).

Og så for nyligt var ordet at finde i en ordbog (der er faktisk folk, der forsker i den slags - altså ords oprindelse). Ja kære læser, så har du også lært noget i dag. Jeg ska' nok skrive, næste gang jeg opfinder et ord.

onsdag, februar 21, 2007

Mellemnavne

Må indrømme, at jeg synes, det er totalt-sejt at skraldemændenes talsmand hedder "Skrald" til mellemnavn. Han hedder Ole Skrald Rasmussen... Blæret! -Det kunne man altså godt bruge i andre sammenhæng også, så man ikke var så meget i tvivl om folks position. Det er sådan lidt virkelighedens Postmand Per.

mandag, februar 12, 2007

For tyk?

Jeg er godt klar over, at overvægt ikke skyldes forkert kost eller manglende motion/dovenskab. Det er en sygdom... Og sådan... Men alligevel. Hver morgen når jeg bakser min cykel ud, møder jeg de tre samme personer. Den ene er en overvægtig mand i slut 30'erne/start 40'erne. Han kører i bil til arbejde og parkerer sin bil i nærheden af, hvor jeg parkerer min cykel. Han er så kraftig (og bilen så lille), at når han sætter sig ind, så sker der det, i tre ud af fire tilfælde, at hans vom rammer rattet og aktiverer hornet.

Hver gang det sker, kigger jeg og de to andre morgenfriske naboer på hinanden og smiler.

Jeg er i og for sig flintrende ligeglad med hvad min nabos BMI er, men måske sku' han se det som et tegn fra Gud (og/eller Mazdaen), at han sku' spise lidt flere gulerødder og køre lidt mindre bil (hvis man da tror på det pjat der med at kost og motion har indflydelse på overvægt).