Hotel California

Hvad er der med den sang??.. Hver gang man rejser og dukker op på et nyt backpacker-sted hører man dette Eagles-nummer (i øvrigt det eneste nummer, jeg kan nævne med The Eagles – ved godt, at jeg nu får en køl-halning af Thomas Jensen og Calvins). Jeg vil ikke her kaste mig ud i en anmeldelse af nummeret, jeg synes såmænd det er ganske udmærket, men er måske ved at have hørt det lidt for tit. Ikke mindst fordi alle, der har lært tre greb på en guitar, altid insisterer på at spille Hotel California for én. Endnu værre bliver dét, hvis man befinder sig i denne her rundt-om-lejrbålet-stemning, for så kan de klimre hele natten. De typer, der medbringer en guitar til sådanne arrangementer, kan som regel kun Hotel California. Så kan de brudstykker af ”This is My Life”, ”Kvinde Min”, ”Brown Eyed Girl” og ”Let it Be”. Når det går op for selv amatør-guitaristen, at tilhørerne har fået nok (det har de, når de stopper med at synge med, men det går først op for guitaristen, når der er et par stykker, der begynder at organisere et stereo-anlæg), sidder han (det er ikke en politisk ukorrekthed her. Det er altid en han.) og spiller de klassiske få toner fra ”Smoke on the Water”. På sådan en aften kan han let komme igennem Hotel California en 8-9 gange. Smilet om hans læber kulminerer, når sangen kræver, at han banker to gange på guitaren. Det elsker han.

Nå... Det der undrer mig er, hvorfor den sang er så uigenkaldeligt forbundet med backpacker-kulturen. Er der nogen derude, der kender årsagen, er man velkommen til at byde ind her på kommentarerne. Uden at have lyttet specielt meget til teksten, mener jeg, at den handler om heroin. ”You can check out any time you like – but you can never leave”. Ved det ikke – men i hvert fald er der ikke meget heroin her i Thailand.

Der er heller ikke mange turister. Rent faktisk troede jeg, at jeg var den eneste her på Ko Lanta. Jeg kom her i jagten på verdensklasses dykning, men der er i høj grad lavsæson, og alle stederne er lukket. Det er en spøgelsesby. Ikke desto mindre stod jeg på havnen og spejdede efter dykker-agenter, da jeg hører en kvindestemme tale klingende jysk. Det viste sig at være en dansk familie på fem, der rejser rundt hernede i 6 uger (jeps, de er skolelærere – det var dét, man skulle ha' været). Det var meget pudsigt. Nå – men benovelsen har lagt sig nu, og jeg har indset, at jeg ikke kommer ud til Thailands bedste dykning denne gang. Så i morgen sætter jeg kursen mod Ko Tao, hvor der helt sikkert er dykning. Spild af tid at tage hertil.

”I can check out – and I sure as hell can leave”.